Henrik Ibsens skrifter

Hver dag siden min hjemkomst har jeg tænkt på Dem og på ​de øvrige venner i Berlin og havt til hensigt at sende Dem nogle ord. Men under mit fravær havde der ophobet sig på mit bord en sådan masse af forretningsbreve at jeg endnu ikke på langt nær har fået bugt med dem alle.

Alligevel skriver jeg dog idag foreløbig et par ord for at bede Dem modtage og ved given lejlighed frembære min hjerteligste taksigelse til de mange af vore fælles bekendte, som har bidraget til at gøre ​ugen i Berlin til det mest lysende tidspunkt i mit liv. Når jeg tænker tilbage derpå, står det hele for mig som en drøm. Det gør mig næsten ængstelig.

Den ​følgende uge tilbragte jeg i Weimar. Også dersteds blev ​ «Die Frau vom Meere» ganske fortræffelig spillet. Opfatning og gengivelse af karaktererne havde en mærkværdig lighed med ​den i Schauspielhaus. ​Wangel var dog ikke her fuldt så fint udarbejdet i enkelthederne. Heller ikke var ​Lyngstrand så uforlignelig sandt følt og individualiseret. Men ​«den fremmede mand» kan jeg ikke ønske mig eller knapt tænke mig bedre end her, – en lang mager skikkelse med et høgansigt, sorte stikkende øjne og en prægtig dyb og dæmpet stemme. –

Jeg har gennemsøgt hele min bogsamling uden at finde noget exemplar af ​2den udgave af «Kærlighedens komedie», hvori ​forordet står, – i ​de senere udgaver er det nemlig udeladt. For nogle dage siden har jeg derfor ​tilskrevet fuldmægtig Larsen med anmodning om at skaffe et exemplar til veje og sende Dem det. Jeg håber at det vil lykkes ham.

​Fra Wien har jeg modtaget forskellige breve, hvoraf jeg kan sé at ​ dr: Schlenthers foredrag har øvet en stærk virkning dersteds. Og det mærkeligste er at disse henvendelser og udtalelser ikke ​hidrører fra derværende tyske men fra ​magyariske og polske kredse, ​hvis hele grundsyn såvel på livet som på digtningen og dens fremadskridende opgaver skulde antages at stå vort germanniske så overmåde fjernt. Forklaringen ligger vel i ​det germanniske væsens og den germanniske ånds universalitet, der prædestinerer til et vordende verdensherredømme. At jeg har fået være med i disse strømninger føler jeg klart og dybt at jeg skylder min indgåen i det tyske samtidsliv. –

Jeg nødes til at afbryde for idag, håber snart at høre fra Dem, sender hjertelige hilsener til vor fælles kreds og tegner mig